top of page
  • DEVS

Le Mans sommercamp på EUC Nord

Opdateret: 9. jan. 2019

I to dage under den danske sommersol i juni blev der afholdt Le Mans sommercamp for 9. og 10. klasses elever på EUC Nord i Frederikshavn.


"Vi ved, at der er mange motorinteresserede unge, og hvorfor ikke lave noget til dem, når nu Le Mans kører? Måske kan vi få en eller flere af de unge til at starte her efter sommerferien, når de har mærket benzinen rulle i blodet. Udover at se Le Mans på skærmen skal vi ud og se cross på Ørnedalsbanen og snakke med kørerne, og så skal vi bygge gokarts og ræse på dem," fortæller Kristian Holme fra EUC Nord, koordinator på eventen.

De to dages sommercamp i Frederikshavn var for alle interesserede i 9. og 10. klasse, hvor de fik mulighed for at komme tættere på erhvervskolen og stifte bekendtskab med både fag og miljøet på skolen. "På erhvervsuddannelserne fordyber man sig i fagområderne og nørder - og det er der rig mulighed for på vores sommercamps," afslutter Kristian Holme.

Samme dag havde EUC Nordvest besøg af racerkøreren Kevin Magnussen i fbm indvielsen af, at skolen er blevet HAAS uddannelsescenter og partner i Videncenter for automation og robotteknologi. Dette tiltrak unge som gamle motor- og teknikinteresserede til, som efterfølgende fik en rundvisning og et kig ind i de tekniske fag på skolen.

En del af et større EU-socialfondsprojekt

EUC Nords sommercamp er en del af EU-socialfondsprojektet "Den Erhvervsfaglige Vej Til Succes." Projektet er et partnerskab mellem følgende erhvervsskoler i Region Nordjylland: Tech College Aalborg, EUC Nord, SOSU Nord, Aalborg Handelsskole, Erhvervsskolerne Aars, EUC Nordvest, Tradium Hobro, Frederikhavn Handelsskole og AMU Nordjylland.


Erhvervsskolernes fælles indsatsområder er målrettet blandt andre grundskole-elever, erhvervsskole-elever, virksomheder m.fl., hvor den overordnede målsætning er at skabe tættere relationer, så flere får øjnene op for de mange potentialer og fremtidsmuligheder, der er i erhvervsuddannelserne. Projektperioden løber fra 2017-2020 og er et stort, fælles indspark i det nordjyske til at satse højt på erhvervsuddannelsernes fremtid.


www.eudprojekt.com






bottom of page