Mit mål er at åbne min egen sportsbutik
Rasmus Cleemann Rulle har siden han var 5 år set sin far drive butik og være selvstændig. ”Jeg er inspireret af min far, og mit mål er at åbne min egen sportsbutik. Jeg ved, det kræver hårdt arbejde, og jeg er villig til at arbejde for det.” 17 årige Rasmus gik direkte i gang med en Maritim Business EUX uddannelse efter 9. klasse.
Efter skole går Rasmus de fleste dage direkte videre på arbejde i Sportigan, hvor han arbejder som ungarbejder. ”Mine kammerater siger tit, jeg er gift med mit arbejde, men jeg arbejder meget, fordi jeg godt kan lide det, og jeg synes det er spændende. –Jeg interesserer mig for branchens produkter, og det er fedt at give min viden videre til kunderne.” Rasmus vil i forbindelse med sin uddannelse fortsætte som elev i Sportigan, hvor han forventer at få mere ansvar og flere opgaver.
For Rasmus er det vigtigt at have tid til skolen, sit arbejde og sine kammerater, og han vil gerne arbejde ekstra for at klare sig godt. ”Jeg hader at tabe, og jeg vil gerne vinde – derfor ved jeg også, at får jeg pludselig en lavere karakter, end jeg plejer, så skal der arbejdes for at hæve niveauet igen.” Det samme gælder på fodboldbanen, når Rasmus spiller i fodboldklubben i Voersø: ”Jeg ved godt, at bliver jeg taget ud af kampen, så er der en grund til det, og så må jeg gøre noget ekstra til træning, for at jeg kan komme på banen igen.”
”EUX er det rigtige for mig, fordi jeg kan bruge fagene direkte på mit arbejde og videre, når jeg skal være selvstændig.”
Der findes i alt 46 EUX uddannelser. Med en EUX bliver du faglært og student samtidig.
