Jeg vil gøre en forskel for andre mennesker
Matilde Juul Thorup er 20 år og er halvvejs i sin uddannelse på EUX Velfærd. ”Jeg vidste efter 10. klasse, at jeg ville arbejde med mennesker, men ikke med hvad og hvordan – faktisk syntes jeg, der var for mange valgmuligheder, og jeg ville gerne det hele.”
Matilde fulgte sin mavefornemmelse, og i dag har hun netop afsluttet en praktikperiode i hjemmeplejen og skal senere også igennem forløb i psykiatrien og somatikken. ”Jeg bliver meget mere afklaret i, hvad jeg vil, når jeg er i praktik, fordi jeg kan sparre med rigtig mange fagpersoner, og de bliver en slags rollemodeller for mig.”
”Jeg vil gøre en forskel for andre mennesker, og jeg vil gerne hjælpe til at folk har det godt. Jeg er selv et stort legebarn og laver tit sjov og kan underholde, men jeg har også en god situationsfornemmelse og ved, hvornår det er tid til bare at være til stede og måske holde en anden i hånden. ”En ældre dame kaldte mig engang en superhelt, da jeg var i praktik, og den rolle vil jeg gerne have for andre.”
Matilde vil på et tidspunkt gerne læse videre og vil også gerne i praktik på et hospital i Afrika, så hun kan prøve sygeplejefaget af i nogle andre rammer end de danske. ”Jeg er motiveret af koblingen mellem ansvar og omsorg – og når jeg er færdig med min uddannelse i 2021, så vil jeg ud og danne mig min egen erfaring og måske selv blive en rollemodel for nogen.”
”EUX er det rigtige for mig, fordi fagene møder hinanden, og jeg kan prøve teorierne af i min praktik.”
Der findes i alt 46 EUX uddannelser. Med en EUX bliver du faglært og student samtidig.
